Aktiv passivitet

Aktiv passivitet er tendensen til at nærme sig problemer passivt i stedet for aktivt og bestemt og en tendens til at forlange løsninger på livets problemer.

 

Aktiv passivitet vs. tilsyneladende kompetence

 

Aktiv passivitet

Det definerende træk ved “aktiv passivitet” er tendensen til at nærme sig problemer passivt og hjælpeløst, i stedet for aktivt og bestemt, såvel som en tilsvarende tendens til i ekstrem nød at forlange løsninger på livets problemer fra omgivelserne (og ofte terapeuten). Således er individet aktivt involveret i at søge at få andre til at løse sine problemer eller regulere sin adfærd, men er passiv i forhold til at løse sine problemer selv. Denne metoder ligner meget det, som Lazarus og Folkman (1984) har beskrevet som “emotionelt fokuseret coping”. Emotionelt fokuseret coping består i at reagere på stressprovokerende situationer med bestræbelser på at reducere den negative emotionelle reaktion på situationen – f.eks. ved distraktion eller ved at søge trøst hos andre. Dette står i modsætning til “problem-fokuseret coping”, hvor individet tager direkte skridt til at løse problemet. Det er denne tendens til aktivt at søge hjælp fra omgivelserne, der adskiller aktiv passivitet fra indlært hjælpeløshed. I begge tilfælde er individet hjælpeløst m.h.t. at løse sit eget problem. Ved indlært hjælpeløshed giver individet simpelt hen op og søger ikke engang at få hjælp fra omgivelserne. Ved aktiv passivitet fortsætter individet med at plage om problemløsninger fra andre, inklusive terapeuten.

Til tider er det dette element af krav om øjeblikkelige problemløsninger fra terapeutens side, når terapeuten ikke har nogen at byde på, som fører til en cyklus af invalidering af klienten. Eskalerende desperate krav kan udløse en krise for terapeuten. Stille over for en sådan hjælpeløshed, kan han eller hun begynde at kritissere eller afvise “offeret”. En sådan afvisning forværrer problemet yderligere, fører til yderlingere krav og den onde cirkel er igang. Passivitet over for overvældende og tilsyneladende uløseligt problemer med sit liv og sin selvregulering, afhælper selvfølgelig ikke disse problemer, selv om den på kort sigt kan være en effektiv regulering af den negative affekt, som ledsager dem. Spørgsmålet om hvorvidt problemerne overhovedet er løselige, er ofte stridens æble mellem klienten og terapeuten. Terapeuten kan tro at problemerne kan løses, hvis klienten bare vil begynde at engagere sig aktivt i deres løsning; omvendt vil klienten ofte se dem som uoverstigelige uanset, hvad hun stiller op. Fra klientens perspektiv er der enten ikke nogen løsning overhovedet eller der er ikke nogen løsning, som hun tror, at hun er i stand til at opnå. Klientens tro på sin selv-effektivitet afviger fra terapeutens tro på klientens medfødte problem-løsnings evner. Faktisk kan en passiv regulerings-stil, inklusive distraktion og problem-undgåelse, blive støttet af terapeuten, hvis denne også anser problemet for at være uløseligt.

En passiv selv-regulerings stil er formentlig resultatet af individets temperaments anlæg, såvel som individets erfaringer med fejlslagne forsøg på at kontrollere både sin negative affekt og de dertil hørende utilpassede adfærdsformer. For eksempel fandt Bialowas (1976) (citeret efter Strelau et al., 1986) en positiv korrelation mellem høj autonom reaktivitet og afhængighed i en social indflydelses situation. Eliasz´ (1974, citeret efter Strelau et al., 1986) interessante forskning peger på, at mennesker med høj autonom reaktivitet, uafhængigt af andre overvejelser, vil foretrække en passiv selvregulerings-stil – det vil sige, en stil som medfører en minimal aktiv anstrengelse for at forbedre deres egne evner og deres omgivelser.

Miller og Mangan (1983) udførte relevant forskning omkring patienters adfærd under lægens sygebesøg. De fandt at patienter, som var mere opmærksomme på og sensitive over for de negative eller potentielt negative aspekter af en oplevelse (“høj-opmærksomme” patienter) var mere opmærksomme på at blive behandlet med venlighed og respekt, af få overstået tests, af få nye recepter, at blive forsikret om virkningen af stress på deres helbred og søgte mere information, i sammenligning med “lav-opmærksomme” patienter. Vigtigst i denne forbindelse, søgte de også en mindre aktiv rolle i deres egen behandling. Faktisk ønskede dobbelt så mange høj-opmærksomme som lav-opmærksomme patienter at spille en totalt passiv rolle i deres egen behandling. Således kan aktiv passivitet være resultatet af andet end indlæring, selvom en fortid med resultatløse anstrengelser for at kontrollere både sig selv og fjendtlige omgivelser sandsynligvis er vigtige.

Det er let at se, hvordan aktiv passivitet kan være resultatet af indlæring. Borderline individer ser ofte deres manglende evner til at fungere effektivt i forhold til andre mennesker. De er opmærksomme på deres egen ulyksalighed, håbløshed, og manglende evne til at se verden fra en positiv side, såvel som deres manglende evne til at opretholde en glat facade af glæde, håb og ubekymret ro. Disse iagttagelser kan føre til et mønster af indlært hjælpeløshed. Oplevelsen af fiasko på trods af ens bedste anstrengelser er ofte en forløber for sådan et mønster. Dertil kommer så, at individet i et miljø, hvor vanskeligheder ikke anerkendes, aldrig vil lære at håndtere problemer aktivt og effektivt. At lære disse coping-strategier kræver i det mindste en anerkendelse af problemerne. I omgivelser, hvor problemer bliver bagatelliseret, lærer individet at gøre dem så store, at de vil blive taget alvorligt. Det er dette overdrivende syn på vanskeligheder og egen inkompetence, som yderlige karakteriserer aktiv passivitet. Individet afbalancerer manglende erkendelse af utilstrækkelighed med ekstrem utilstrækkelighed og passivitet.

Empirisk støtte for mønsteret af aktiv passivitet kan findes i arbejdet med både fjendtlige og borderline individer. Patienter indlagt for et umiddelbart forudgående paraselvmord i sammenligning med både mennesker med selvmords forestillinger og ikke-suicidale psykiatriske patienter udviste i min forskning en markant lavere interpersonel problemløsning og en noget højere passiv problem-løsning. Aktiv problem-løsning bestod i denne forskning af individets aktive handlinger som førte til problemløsninger. Passiv problem-løsning bestod i at få andre personer til at løse problemerne (Linehan et al., 1987). Perry og Cooper (1985) rapporterer om en forbindelse mellem BPD og lavt selv-effektivitet, høj afhængighed og emotionel afhængighed af andre.

Den manglende evne til at beskytte sig mod ekstreme negative emotioner og den deraf følgende oplevelse af hjælpeløshed, håbløshed og desperation kan være vigtige faktorer i borderline individets tendens til overdreven interpersonel afhængighed. Mennesker som ikke kan løse deres egne emotionelle og interpersonelle problemer, må enten tolerere de ubehagelige forhold eller række ud til andre mennesker efter problemløsninger. Når den psykiske smerte er for stor og/eller smertetærsklen er for lav, vil denne “rækken ud” blive til klamrende og krævende adfærd. På sin side fører denne afhængighed til intense emotionelle reaktioner på tab af eller trusler om tab af forbindelser med signifikante personer. Rasende forsøg på at undgå at blive forladt er helt i overensstemmelse med dette mønster.

Den rolle som kulturelle kønsrollemønstre og køns-stereotyper spiller for frembringelsen af aktiv passivitet må ikke overses. Generelt har kvinder en tendens til at lære en stil til opnåelse af interpersonelle mål, som er effektive, fordi de fremkalder hjælp og beskyttelse fra andre (Hoffmann, 1972). Yderligere er kvinder ofte begrænset af kulturelle normer og forventninger til indirekte, personlige og hjælpeløse måder at skaffe sig indflydelse på (Johnson, 1976). Kønsforskelle viser sig i en tidlig alder. Undersøgelser hvor skolebørn blev iagttaget, viser f.eks. at drenge efter kritik reagerer med aktive anstrengelser, hvor piger har større tendens til at falde tilbage i en passiv tilstand af opgiven og bebrejdelse af deres egne evner (Dweck & Bush, 1976; Dweck, Davidson & Emde, 1978). Selvom piger i skolealderen ikke generelt er udsat for mere stressfulde begivenheder end drenge i skolealderen (Goodyer, Kolvin & Gatzanis, 1986), er det muligt at piger oplever flere situationer som passer på paradigmet om indlært hjælpeløshed end drenge gør. Sikkert er det at vore data om seksuelt misbrug peger på en sådan mulighed. Som jeg har gennemgået i kapitel 2, er graden af den sociale støtte som modtages – specielt graden af intimitet – tættere forbundet med kvinders velbefindende end med mænds velbefindende. Således kan det tænkes, at den emotionelle afhængighed, som karakteriserer borderline individer i nogle tilfælde simpelt hen er en ekstrem variation af en interpersonel stil, som er almindelig blandt kvinder. Det er også muligt at den afhængige stil, som karakteriserer borderline individer, ikke ville blive anset som patologisk i andre kulturer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *