De invaliderende omgivelsers rolle for den emotionelle dysregulering

De invaliderende omgivelser bidrager til den emotionelle dysregulering ved at undlade at lære barnet at navngive og moderere sine reaktioner, at tolerere smerte eller at stole på sine egne emotionelle reaktioner som gyldige tolkninger af begivenheder.

De invaliderende omgivelsers rolle for den emotionelle dysregulering

Den afgørende udviklingsmæssige omstændighed i frembringelsen af den emotionelle dysregulering, beskrevet ovenfor, er de “invaliderende omgivelser”. Omgivelser af denne art er specielt skadelig for det barn, som starter sit liv med en høj emotionel sårbarhed. Dernæst vil det emotionelt sårbare og reaktive individ fremkalde in­validering fra omgivelser, der ellers kunne have været støttende.

Et definerende træk ved invaliderende omgivelser er tendensen til at reagere uberegneligt og upassende på indre oplevelser (f.eks. overbevisninger, tanker, følelser, fornemmelser) og specielt at være ufølsomme over for indre oplevelser, der ikke har synlige ledsage-fænomener. Emotioners fænomenologiske, fysiologiske og kognitive komponenter er de arketypiske indre oplevelser, som fører til invalidering i disse omgivelser. Lad os, for at afklare de invaliderende omgivelsers bidrag til borderline adfærdstræk, sammenligne dem med omgivelser, der afføder mere tilpassede færdigheder i emotionel regulering.

I den optimale familie vil der ofte ske en synlig validering af indre oplevelser. Når et barn for eksempel siger, at hun er tørstig, så giver hendes forældre hende noget at drikke (i stedet for at sige, “Nej du er ikke, du har lige fået noget at drikke”). Når et barn græder, så trøster forældrene hende eller forsøger at finde ud af, hvad der er galt (i stedet for at sige, “hold op med at hyle!”). Når et barn giver udtryk for vrede eller frustration, så tager familien det alvorligt (i stedet for at afvise det som uvæsentligt). Når et barn siger, at det gjorde sit bedste, så sætter forældrene deres lid til dette (i stedet for at sige, “nej du gjorde ikke”). Og så videre. I den optimale familie bliver barnets preferencer (f.eks. af en vægfarve i sit værelse, aktiviteter eller m.h.t. tøj) inddraget i overvejelserne, forældrene lytter til barnets overbevisninger og tanker og giver en seriøs respons, og barnets følelser bliver betragtet som vigtige signaler. En vellykket kommunikering af indre oplevelser følges i sådanne familier af ændringer af andre familiemedlemmers adfærd, som øger sandsynligheden for at barnets behov vil blive opfyldt og reducerer sandsynligheden for negative sanktioner. Forældre-reaktioner, som er afstemte og ikke-fjendtlige, er befordrende for barnets evne til at skelne mellem sine egne og andres emotioner.

I modsætning hertil er den invaliderende familie problematisk, fordi dens med­lemmer enten ikke reagerer på udtryk for preferencer, tanker og emotioner, der ikke er afstemt efter omgivelserne, eller reagerer med mere ekstreme sanktioner, end mere sensitive og validerende sociale omgivelser ville gøre. Dette fører til en intensivering af kontrasten mellem det emotionelt sårbare barns indre oplevelser og de oplevelser, som de sociale omgivelser faktisk støtter og reagerer på. Vedvarende afvigelser mellem barnets indre oplevelser, og hvad andre i omgivelserne beskriver eller reagerer på som hendes oplevelse, udgør det grundlæggende indlærings­mæssige miljø, der er den nødvendige forudsætning for mange af de adfærds­mæssige problemer, der knytter sig til BPD.

I tilgift til de primære mangler i forhold til den optimale responsivitet vil de in­validerende omgivelser oftest lægge vægt på kontrol af emotionel ekspressivitet, specielt udtryk for negativ affekt. Smertefulde oplevelser bliver trivialiseret eller tilskrives negative træk, som f.eks. manglende motivation, manglende disciplin eller manglende vilje til at udvise en positiv holdning. Stærke positive emotioner og dermed forbundne preferencer kan tilskrives træk som f.eks. manglende omtanke, manglende dømmekraft eller impulsivitet. Andre træk ved de invaliderende omgivelser omfatter begrænsninger af de krav, som barnet kan stille til om­givelserne, diskriminering af barnet på basis af køn eller andre vilkårlige træk og brugen af straf (fra kritik til fysisk og seksuelt misbrug) til at kontrollere adfærden med.

De invaliderende omgivelser bidrager til den emotionelle dysregulering ved at undlade at lære barnet at navngive og moderere sine reaktioner, at tolerere smerte eller at stole på sine egne emotionelle reaktioner som gyldige tolkninger af begivenheder. Omgivelserne vil desuden aktivt lære barnet at invalidere sine egne oplevelser ved at gøre det nødvendigt for hende at afsøge omgivelserne for tegn på, hvordan hun bør handle og føle. Og ved at oversimplificere livets vanskeligheder forsømmer om­givelserne at lære barnet, hvordan det sætter realistiske mål. Ved at straffe udtryk for negative emotioner og sporadisk at belønne barnets eskalering af sine emotionelle udtryk, vil familien desuden forme et mønster af emotionel ekspressivitet, hvor barnet kommer til at svinge mellem ekstrem hæmning og ekstrem eskalering. Med andre ord vil familiens vanemæssige reaktioner på følelser eliminere de almindelige følelsers kommunikative funktion.

Emotionel invalidering, specielt af negative emotioner, er en omgangsform, der er karakteristisk for samfund, der værdsætter individualisme, inklusive individuel selvkontrol og individuelle præstationer. Det er derfor et træk ved den vestlige kultur i almindelighed. En vis mængde invalidering er selvfølgelig nødvendig i opdragelsen af et barn for at lære det selvkontrol. Ikke alle udtryk for følelser, preferencer og overbevisninger kan resultere i positive reaktioner. Det barn, som er meget emotionelt og som har vanskeligheder med at kontrollere sin emotionelle adfærd, vil fremkalde større bestræbelser fra omgivelsernes side (specielt fra forældre, men også venner og lærere) for at kontrollere emotionaliteten udefra. Invalidering kan være ret effektiv til at hæmme emotionelle udtryk midlertidigt. Invaliderende omgivelser har dog forskellige virkninger på forskellige børn. De emotionelle kontrol-strategier, som anvendes i invaliderende familier, kan have få negative påvirkninger eller kan ligefrem være gavnlige for nogle børn, som fysiologisk set er veludrustede til at regulere deres emotioner. Sådanne strategier må dog antages at have en ødelæggende indvirkning på emotionelt sårbare børn. Det er denne interaktion mellem biologi og omgivelser, der antages at resultere i BPD.

Dette transaktionelle syn på udviklingen af borderline forstyrrelser bør ikke misforstås i retning af en reduktion af de misbrugende omgivelsers rolle i BPD´s ætiologi. En af de mest traumatiske invaliderende oplevelser er seksuelt misbrug i barndommen. Forskere har anslået at op til 75% af alle individer med BPD har oplevet en eller anden form for seksuelt misbrug i deres barndom. Forhistorier, der indeholder misbrug af denne art, synes at kendetegne borderline individer i forhold til andre diagnostiske grupper. Denne forskning giver en meget stærk indikation af seksuelt misbrug som en vigtig faktor i udviklingen af BPD. Det er dog uklart, om misbruget i sig selv fører til udviklingen af borderline træk, eller om både misbruget og udviklingen af forstyrrelsen skyldes graden af dysfunktion og invalidering i familien. Med andre ord kan både det lidelsesfulde opvækstforløb og den emotionelle dysregulering, der ses hos borderline individer stamme fra de samme udviklingsmæssige omstændigheder. Ikke desto mindre peger den høje forekomst af seksuelt misbrug af individer med BPD på muligheden af, at dette udgør en særligt udløsende faktor i udviklingen af forstyrrelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *