Det dialektiske dilemma for terapeuten

Det dialektiske dilemma for terapeuten: Dimensionen fra aktiv passivitet til tilsyneladende kompetence udgør også en dialektisk udfordring for terapeuten.

Det dialektiske dilemma for terapeuten

Dimensionen fra aktiv passivitet til tilsyneladende kompetence udgør også en dialektisk udfordring for terapeuten. En terapeut som kun ser kompetencen hos den tilsyneladende kompetente person, vil ikke bare være for krævende, men vil måske også være for ikke-reagerende over for svage signaler angående lidelser og vanskeligheder. Dette vil være en fortsættelse af det invaliderende miljø. Tendensen til at tilskrive de manglende fremskridt “modstand” snarere end manglende evne er specielt farlig. Den ukritiske antagelse af dette synspunkt er ikke bare invaliderende, men hindrer også, at terapeuten kan tilbyde den færdighedstræning, der er brug for. Den alt for velkendte oplevelse af, at klienten forlader en session – tilsyneladende i en neutral eller endda positiv emotionel tilstand – og kort derefter ringer og truer med selvmord, kan være en konsekvens af dette mønster.

Modsat kan det være et lige så stort problem, hvis terapeuten ikke anerkender klientens virkelige evner og dermed indgår i aktiv-passivitets mønsteret med hende. Det kan være specielt let for terapeuten at forveksle eskalerende emotionalitet og krav og virkelige mangler. Panik kan til tider agere som mangel på virkelige evner. Det kan naturligvis være svært at undgå denne fejltagelse, hvis klienten insisterer på at begå selvmord, hvis ikke de terapeutiske forventninger sænkes og hvis ikke der tilbydes mere hjælp. Under disse omstændigheder kræver det en modig (og selvsikker, kan det tilføjes) terapeut at undgå at falde i med eftergivelse over for klienten. Adfærdpsykologiske principper om tilnærmelse og gradvis ændring af reaktionerne er specielt relevante i disse situationer. F.eks. kan det specielt i de tidlige stadier af terapien være nødvendigt for terapeuten at være “tanke-læser” i forhold til klientens følelser ofte ud fra sparsomme informationer og foregribe problemer langt mere end i de senere stadier, efter at klienten har forbedret sine kommunikationsfærdigheder. Nøglen er selvfølgelig en præcis vurdering af, hvor på “indlæringskurven” klienten befinder sig på et givet tidspunkt.

At gennembryde den aktive passivitet og skabe samarbejde er en permanent opgave. Den fejltagelse som terapeuten må undgå, er at fortsætte overforsimplingen af klientens vanskeligheder og for tidligt at antage at klienten kan klare sine problemer alene. En sådan antagelse er forståelig i lyset af den tilsyneladende kompetence. Men en sådan fejltagelse øger simpelt hen klientens passivitet. Ellers risikerer klienten at vove sig for langt ud og ikke kunne få hjælp, når det bliver nødvendigt. Den generelle tendens er, at jo lettere terapeuten får fremskridt til at lyde jo mere passiv vil klienten blive. Men det, at understrege de uundgåelige vanskeligheder ved fremskridt og samtidig alligevel kræve fremskridt, kan befordre klientens aktive deltagelse. Terapeutens opgave er at afbalancere klientens kompetencer og mangler, stadigvæk i en fleksibel skriften mellem støttende accept og konfronterende ændrings-bestræbelser. Tilskyndelser til ændringer må integreres med uendelig tålmodighed.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *