Emotionel sårbarhed vs. selv-invalidering

selvinvalidering

Emotionel sårbarhed vs. selv-invalidering

 

Generelle træk

Jeg har tidligere gennemgået den emotionelle sårbarhed hos individer, der opfylder kriterierne for BPD, som en afgørende del af den emotionelle dysregulering, der optræder som person-variabel i en transaktionel udvikling af borderline karakteristika. Et af disse borderline træk er konstant emotionel sårbarhed – d.v.s. en konstant høj emotionel følsomhed, emotionel intensitet og meget langvarige negative emotionelle reaktioner. Denne emotionelle sårbarhed er et centralt træk ved BPD. Når jeg gennemgår emotionel sårbarhed på dette niveau, refererer jeg her både til individets faktisk sårbarhed og til hendes samtidige oplevelse af- og bevidsthed om denne sårbarhed.

adfærdstræk

Der er fire normale træk ved regelmæssig, høj emotionel aktivering, som gør livet specielt svært for borderline individet. Først må man huske, at emotioner ikke bare er interne fysiologiske begivenheder, selv om fysiologisk agitation udgør en vigtig del af emotioner. Som jeg mere udførligt gennemgik i kapitel 2, er emotioner reaktioner i det samlede system. Det vil sige, at de er integrerede mønstre af oplevelsesmæssige-, kognitive- og adfærdsmæssige- såvel som fysiologiske reaktioner.Der er ikke nødvendigvis nogen af den komplekse emotionelle reaktions komponenter, som er mere grundlæggende end de andre. Således er problemet ikke bare, at borderline individer ikke kan regulere den fysiologiske tilstand. Borderline individet har derimod ofte vanskeligheder med hensyn til at regulere det totale mønster af reaktion, som knytter sig til bestemte emotionelle tilstande. F.eks. kan de i forbindelse med vrede være ude af stand til at ændre et fjendtligt ansigtsudtryk, hæmme aggressive adfærdsmønstre eller verbale angreb. Eller de kan være ude af stand til at afbryde tvangsmæssige bekymringer eller at hæmme flugtadfærd i forbindelse med frygt. Hvis dette ihukommes, er det lettere at forstå kompleksiteten af det problem, som borderline patienter står over for, såvel som deres tendens til til tider at være uforklarligt dysfunktionelle i forhold til en bred vifte af adfærdsmæssige områder.
For det andet vil intens emotionel affekt typisk gribe forstyrrende ind i de aktuelle adfærdsmæssige reaktioner. Dermed kan reguleret, planlagt og tilsyneladende hensigtsmæssig adfærd falde fra hinanden, når den forstyrres af emotionelt ladede stimuli. Frustrationen og skuffelsen når dette sker, bidrager simpelt hen yderligere til at gøre forholdene værre. Desuden er høj affekt forbundet med dikotom enten/eller tænkning; tvangsmæssige og vedholdende tanker; fysisk ubehag, beklagelser og sygdom; og undgåelses- og/eller angrebsadfærd.
For det tredje kan den intense affekt og den manglende evne til at regulere den føre til en oplevelse af at miste kontrollen og til oplevelsen af en vis uberegnelighed og uforudsigelighed ved selvet. Uforudsigeligheden stammer fra borderline personens manglende evne til at kontrollere aktiveringen eller afslutningen af de indre og ydre hændelser, som påvirker emotionelle reaktioner, såvel som en manglende evne til at regulere sine egne reaktioner på disse hændelser. Det bliver forværret af, at individet uforudsigeligt viser sig i stand til at kontrollere sine reaktioner. Problemet er her, at anvendeligheden og varigheden af den emotionelle regulering er uforudsigelig for individet (og andre). For borderline individet kan denne oplevelse sammenlignes med et mareridt, som man ikke kan vågne op fra.
Endeligt kan denne manglende kontrol føre til bestemte former for frygt, som yderligere øger den emotionelle sårbarhed. For det første vil borderline personen frygte situationer, hvor hun har mindre kontrol over begivenhederne (såvel nye situationer, som de, hvor der før har vist sig vanskeligheder). Borderline patientens gentagne forsøg på at få kontrol over den terapeutiske situation bliver fuldkommen forståelig, når dette aspekt af emotionel sårbarhed tages i betragtning. For det andet har borderline individet ofte en intens frygt for forventninger til hendes adfærd fra dem, som hun holder af. Denne frygt er forståelig i betragtning af, at hun faktisk oplever manglende kontrol over ikke bare sine indre emotionelle reaktioner men også over adfærdsmønstre, som udløses af bestemte emotionelle tilstande. (For eksempel: at læse til eksamen kræver en evne for koncentration, som kan være svær at opretholde under påvirkning af angst, overvældende sorg eller intens vrede.)
Manglende kontrol og uforudsigelighed bevirker, at omgivelsernes forventninger bliver forbundet med vanskeligheder og frygt. Klienten kan i nogle tilfælde – i én emotionel tilstand – opfylde forventninger, som hun ikke nødvendigvis kan opfylde en anden gang.
Et vigtigt aspekt af dette specielle problem er forbindelsen mellem ros og forventninger. Foruden at ros er udtryk for bifald, er det ofte også udtryk for anerkendelse af, at den roste er i stand til at udvise den roste adfærd og en forventning om, at hun kan gøre det igen i fremtiden. Dette er præcis, hvad borderline klienten tror, at hun muligvis ikke er i stand til. Selv om jeg her har beskrevet frygten for ros som kognitivt medieret, er en sådan mediering ikke nødvendig. Alt hvad der er nødvendigt, er at individet i fortiden har oplevet situationer, hvor ros er blevet efterfulgt af forventninger, og forventninger efterfulgt af fiasko i forhold til opfyldelsen af forventningerne, efterfulgt af skæld ud eller straf. Præcis denne række af reaktioner er typisk for det invaliderende miljø.
Resultatet af disse emotionelle vanskeligheder er, at borderline individer udvikler, hvad der psykologisk set svarer til en tredjegrads forbrænding: De er så at sige emotionelt hudløse. Selv den mindste berøring eller bevægelse kan skabe intense smerter. På den anden side er livet bevægelse. Selv den bedste terapi kræver berøring og bevægelse. Derfor vil terapeuten og selve den terapeutiske proces uundgåeligt skabe intenst smertefulde emotionelle oplevelser for borderline patienten. Både terapeuten og klienten må have modet til at møde den smerte, som opstår. Det er oplevelsen af deres egen sårbarhed, som nogle gange får borderline individer til at udføre ekstreme handlinger (inklusive selvmordsadfærd), både af omsorg for sig selv og for at gøre omgivelserne opmærksom på deres behov for omsorg. Fuldbyrdet selvmord blandt borderline individer er således et sidste udtryk for manglende håb om, at sårbarheden nogen sinde vil mindskes. Det er desuden også et sidste udtryk for deres behov for mere omsorg.
At forstå denne sårbarhed og fastholde sin opmærksomhed omkring den er afgørende for den terapeutiske effektivitet. Desværre glemmer terapeuter alt for ofte at være opmærksomme på borderline klienters sårbarhed. Problemet er, at mens brændofferets sårbarhed og grunden til den er åbenlys, så er borderline individets sårbarhed oftest skjult. Af grunde, som senere vil blive gennemgået, vil borderline individer være tilbøjelige til illusorisk at fremstå for andre, inklusive deres terapeut, som værende mindre emotionelt sårbare end de er. Som konsekvens af dette er borderline individets sårbarhed meget vanskeligere at forstå og fastholde end brændofferets. Vi kan forestille os, hvordan det må være ikke at have nogen hud, det er sværere for os at forestille os hvordan det ville være, altid at være emotionelt sårbar eller at være psykologisk hudløs. Dette er situationen for borderline patienten.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *