Narcisisme som skældsord

Er narcissist kun et skælds ord?

De fleske opfatter narcisisme som en slags skældsord. Noget som ingen mennesker vil være, og noget som alle ser ned på. Hvis man er narcissist, så er man manipulerende, forfængelig og selvcentreret. Kan det blive værre? Der er stort set ingen formildende omstændigheder ved at være narcissist. Kun dårlige sider og ingen undskyldninger.

Men hvordan kan det være? Hvordan er det muligt, hvis narcissisme er en diagnose? Det er ikke sådan at vi normalt reagerer på andres sygdom? Hvordan kan en sygdom, på den måde være fritaget eller undtaget for at vi føler omsorg? Hvorfor er det nærmest blevet umuligt at opleve eller udvise forståelse og accept af en lidelse, som ingen har valgt og som ingen kan hjælpe sig selv ud af?

Dette hænger tildels sammen med det faktum, at vi langsom men sikkert har gjort lidelsen narcissist til et skældsord. Vi bruger ordet narcissist om mennesker vi ikke bryder os om, som vi ikke forstår og som vi ikke ønsker at forstå. “Narcissist” er blevet betegnelsen for de, som vi ingen interesse har i at forstå, acceptere eller føle omsorg for.

Det er selvfølgelig et effektivt verbalt våben, for hvordan skal nogen kunne forsvarre sig imod en sådan anklage? Man har med sin anklage ikke bare frakendt sin modpart enhver anstændighed, men har ved samme lejlighed umyndiggjort ham eller hende. For narcissisten kan ikke selv erkende sin lidelse, sine fejl og mangler, men er henvist til en evig vandring i sit sinds snørklede labyrint.

På denne måde skaber vi effektivt et skel og en afstand til personer, som vi ikke ønsker at forholde os menneskeligt til. Det er forholdvis let. Det er jo bare at finde en stribe eksempler, der kan underbygge påstanden. Eller som i hvert tilfælde gør det tilstrækkeligt bekymrende at genneføre en dialog eller et sæt overvejlser om det. Tilstrækkeligt bekymrende til at de fleste vælger at afbryde dialogen. Det er derfor en god måde at afslutte et uønsket forhold, at undslippe enhver forpligtelse over for en uønsket person. Og at gøre det på en måde, som er hævet over envher kritisk. Fordi narcissist. Det er ekstremt praktisk anvedeligt

Det har desværre en bagside at praktisere denne form for køkkenbords-psykiatri. Det har den kedelige bivirkning, at vi ved at gøre det, får oprettet en klasse af mennesker, som ikke har krav på at blive behandlet som mennesker. Som ikke har krav på forståelse. Som faktisk ikke rigtigt er mennesker. Og selv om vi måske har oprettet denne kategori for at bruge den om og mod en eneste person, så vil de fleste finde at det er muligt at propper flere mennesker ind senere. Og at det bliver en let løsning, på alle de konflikter, vi ikke magter at komme til bunds i. Og at det fremmer en slags omsorgsmæssig dovenskab. Det som vi også kender som kynisme.

Den egentlige forståelse af dette tankemønster er måske lettere at opnå, hvis man ser på et par lignende tilfælde. F.eks. personer med en borderline diagnose. Det var tidligere sådan at man ikke havde nogen særligt god forståelse af, hvad der var galt med folk med denne diagnose. Det man vidste, hævet over enhver tvivl, var at det var vanskeligt at have med “borderline personer” at gøre. Vanskeligt at være i en relation til dem, vanskeligt at behandle dem og vanskeligt at hjælpe dem. Ofte konfliktfyldt. Ofte ubehageligt. Og ofte noget der førte til konflikter, magtkampe og nederlag, for alle involverede.

Så teorierne om, hvad der var galt med borderline paitienter fik en udformning, der afspejlede disse erfaringer. Borderline patienter blev beskrevet som manipulerende. Som vrede. Og som vanskelige at behandle. Det sidste vidste man godt, at man ikke retfærdigvis kunne klandre patienterne for. Det er jo faktiske de færreste lidelser og sygdomme, hvor man kritiserer patienterne for at være vanskelige at behandle eller kurrere.

Men resten havde man i mindre grad problemer med at “tørre af” på patienterne.  Mest fordi psykologiske træk ofte og meget let bliver kategoriseret som noget selvforskyldt. Folk er sådan som de er, fordi de er som de er. Og der er dermed deres egen skyld. Fordi det vist nok er deres eget valg. Også selv om man ikke rigtigt kan forklare, hvorfor eller hvordan det er deres eget valg.

Dette var indtil slutningen af sidste århundrede en etableret sandhed om borderline patienter, og noget man kunne læse i lærebøger om psykologi. I hvertfald intil at psykologen Marsha Linehan gravede lidt i det og påpegede at borderline patienter var utilfredse med deres behandling fordi den var virkningsløs. At de var vrede over at blive behandlet dårligt, men ikke mere end andre ville være i samme situation. Og at de havde et ry for at være manipulerende fordi de som regel var så ekstremt dårlige til at manipulere, at alle kunne opdage, hvad de havde gang i, med deres hjælpeløse manøvrer. Hvorimod effektiv manipulation ikke er noget man bemærker.

Med en bedre forståelse af hvad, der skabte alle borderline patienternes mange problemer og konflikter, blev det langt lettere at forstå deres adfærd og reaktioner. Det blev også lettere at tilgive dem, bære over med dem, at forstå dem og at acceptere, deres adfærd og reaktioner. Og intet af dette havde det mindst at gøre med at nogen borderline patienter indså, at de måtte vælge at være anderledes eller reagere anderledes.

Det viste sig altså at den manglende forståelse alene var udtryk for vores mangler. At vores manglende forståelse, begrænsede overbærenhed og manglende omsorg var baseret på vores egne begrænsninger og ikke på noget, der kan tilskrives borderline træk eller borderline adfærd. 

Men udviklingen frem mod en bedre, mere omsorgsfuld og mere menneskelig forståelse af borderline patienter var på ingen måde afhængig af en bedre teori om hvordan eller hvorfor borderline patienter fungerer, som de gør. Man kunne for hundrere år siden have valgt at se dem som lidende mennesker og ageret med omsorg og forståelse. Hvis ellers vi selv havde haft en tilstrækkelig rummelighed, menneskelighed og omsorg. 

Det er fristende at se ned på mennesker, der fungerer dårligt. At gøre dem ansvarlige for deres lidelse på en måde der fritager os fra alle de hensyn, der forekommer os så vanskelige. Men næste gang du vælger at se på et menneske som narcissist, så kunne du måske forsøge at tage det alvorligt at narcissisme er en lidelse. At se det så meget uomgængeligt handicap eller en sygdom at det kalder på forståelse i stedet for at inspirere til en kynisk afvisning. Det er ikke sikkert at det lykkes, men hvis det gør så har du gjort din egen verden lidt større, lidt mere rummelig og lidt mere mennskelig.