Selv-invalidering

 

"Selv-invalidering" refererer til individets overtagelse af de invaliderende omgivelsers karaktertræk.

Selv-invalidering

“Selv-invalidering” refererer til individets overtagelse af de invaliderende omgivelsers karaktertræk. Således har individet en tendens til at invalidere sine egne emotionelle oplevelser, til at søge efter nøjagtige tolkninger af virkeligheden hos andre end sig selv, og til at forenkle og undervurdere livets vanskeligheder. Invalidering af emotionelle oplevelser fører til forsøg på at hæmme emotionelle oplevelser og udtryk. Personens manglende tillid til sine egne oplevelser af virkeligheden hindrer udviklingen af en stærk selvfølelse og sund selvtillid. Overforenkling af livets vanskeligheder fører uundgåeligt til selvhad, når livsmål ikke nås.
Bortset fra kliniske observationer er den empiriske støtte for selvinvalidering blandt borderline individer ringe. Dog kan et antal problemer med følelser forventes som et resultat af oplevelsen af et invaliderende miljø. For det første kan selve oplevelsen af negative emotioner blive påvirket af det invaliderende miljø. Presset for at hæmme de negative emotionelle udtryk hindrer udviklingen af fornemmelsen for holdningsmæssige og emotionelt udtryksfulde muskulære ændringer (specielt ansigtsudtryk) i forbindelse med de grundlæggende emotioner. Denne fornemmelse er en uadskillelig del af den emotionelle adfærd. For det andet vil individet i et sådant invaliderende miljø ikke lære at navngive sine egne negative emotioner nøjagtigt. Dermed hindres evnen til at formulere sig klart om sine emotioner, og det bliver vanskeligt at meddele sig verbalt om sine emotioner. En sådan mangel øger yderligere den emotionelle invalidering, som først leveres af omgivelserne og senere af individet selv. Det er vanskeligt for en person at validere en indre emotionel oplevelse, som hun ikke forstår.
En tredje effekt af de invaliderende omgivelser er, at personen ikke lærer, hvornår hun kan stole på sine egne emotionelle reaktioner som gyldige eller valide afspejlinger af begivenheder og egne oplevelser. Dette gælder specielt, når de grundlæggende emotioner som vrede, frygt og sorg invalideres. Dermed bliver hun ude af stand til at validere sig selv og stole på sig selv. Det vil sige at, hvis et barn får at vide, at det ikke burde opleve en speciel følelse, må hun nødvendigvis enten betvivle sin oprindelige iagttagelse eller sin tolkning af virkeligheden. Hvis udtryk for negative emotioner straffes, som det ofte er tilfældet i invaliderende omgivelser, vil hun opleve skam enten (i det første tilfælde) i forbindelse med oplevelse af følelsen, eller (i det andet tilfælde) i forbindelse med hendes synlige udtryk for denne oplevelse. Dermed skabes en ny sekundær emotion. Personen lærer at reagere på sine egne følelsesmæssige reaktioner efter det forbillede, som omgivelserne har udgjort: med afstraffelse, kritik og skam. Omsorg for sig selv og omsorgsfulde handlinger over for sig selv udvikler sig sjældent i en sådan atmosfære. En ond cirkel startes, fordi skammen over den sekundære emotion kan reduceres ved at få omgivelserne til at validere den primære emotion. Ofte lærer borderline individet, at enten ekstreme udtryk for hendes følelser eller beskrivelser af ekstreme omstændigheder er nødvendige for at udløse en validerende reaktion fra omgivelserne. I sådanne omgivelser lærer individet, at såvel eskalering den oprindelige emotionelle reaktion som overdrevne men realistiske beskrivelser af omstændighederne udløser omgivelsernes validering. I nogle tilfælde følges valideringen af positive reaktioner, som f.eks. omsorg og varme. Individet springer således tilbage til den emotionelt sårbare pol af denne dimension af borderline oplevelsen. Alternativet til at søge validering fra omgivelserne er selvfølgelig at ændre eller tilpasse følelserne i overensstemmelse med omgivelsernes forventninger, men den manglende evne til at regulere emotionerne udelukker dog denne løsning for borderline individet.
I sådanne omgivelser, hvor barnet straffes for at støtte sig til sine egne oplevelser, er det forståeligt, at barnet udvikler en tendens til at afsøge omgivelserne for tegn på, hvad det bør tænke og føle. Dette mønster af begivenheder kan forklare de problemer, som mange borderline klienter har med at opretholde et synspunkt i tilfælde af uenighed eller kritik, og også deres tendens til at søge at få deres synspunkter valideret af omgivelserne bliver i denne sammenhæng forståelig. Hvis det at stole på sine egne meninger ikke er blevet belønnet, hvorimod det at tilpasse sig omgivelserne er, så har individet to muligheder: Hun kan forsøge at ændre omgivelsernes mening gennem overtalelses-strategier, eller hun kan ændre sin egen mening i overensstemmelse med omgivelsernes. Ifølge erfaringerne svinger borderline patienter mellem disse to muligheder.
Efterhånden som den onde cirkel fortsætter, vil både den oprindelige emotionelle smerte og den efterfølgende skam og selvkritik øges. At bryde denne cirkel kan være specielt svært for terapeuten. På samme tid søger klienten dels terapeutens validering af sine smertefulde følelser, og dels udtrykker hun så intense ubehag, at terapeuten empatisk ønsker at lindre smerten hurtigst muligt. Den mest almindelige fejl der gøres i disse tilfælde, er at terapeuten går direkte efter at ændre den oprindelige smertefulde affekt (og dermed invaliderer den), i stedet for at validere den og dermed reducere den sekundære skam.
En fjerde effekt af de invaliderende omgivelser er, at borderline individet overtager den invaliderende taktik rettet mod adfærdsændringer og bruger den mod sig selv. Således har borderline individer oftest urimeligt høje forventninger til sin egen adfærd. De har simpelt hen ikke noget begreb om tilnærmelse – d.v.s. gradvise forbedringer. Således har de en tendens til at kritisere sig selv og på anden måde straffe sig selv, i stedet for at belønne sig selv for tilnærmelser til deres adfærdsmål. Denne form for selvregulerings strategi fører til sikker fiasko og i sidste ende til at de giver op. Jeg har sjældent mødt en borderline klient som spontant kunne bruge belønning i stedet for straf som metode til adfærdsændringer. Selv om afstraffelse kan være effektiv på kort sigt, er den ofte ineffektiv i det lange løb. Afstraffelse – specielt selvkritik og selv-beskyldninger – skaber blandt andre uønskede virkninger skyldfølelser. Selv om moderat skyldfølelse kan være en effektiv måde at motivere adfærd på, kan overdreven skyldfølelse forstyrre tankevirksomheden og adfærden. For at reducere skyldfølelsen vil disse individer ofte undgå situationer, der kan skabe skyldfølelserne, og dermed undgå de adfærdsændringer, der er nødvendige for at løse problemet. Det er en af adfærdsterapiens væsentligste mål, at overtale borderline klienter til at afholde sig fra straf og anvende princippet om belønning i stedet.
Forkærligheden for straf frem for belønning skyldes formentlig to ting: For det første er straf det eneste, som borderline individet kender til, og hun frygter at hun, hvis hun ikke anvender hård afstraffelse af sig selv, vil miste mere af kontrollen over sin adfærd. Konsekvensen af dette tab er yderligere dysregulering af egen adfærd, og derfor manglende kontrol over belønninger fra omgivelserne. Denne frygt er så stærk, at forsøg fra terapeutens side på at gribe ind i denne afstraffelses-cirkel i nogle tilfælde kan udløse et panikanfald. For det andet siger erfaringen fra de invaliderende omgivelser med deres vægt på individuelt ansvar, at afvigelser fra den ønskede adfærd fortjener straf. Borderline klienter finder det ofte vanskeligt at tro, at de fortjener noget som helst andet end straf og smerte. Faktisk fortæller en del af dem, at de fortjener at dø.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *