Tilsyneladende kompetence

Tilsyneladende kompetence refererer til borderline individers tendens til sommetider at forekomme kompetente og i stand til at cope i deres hverdagsliv

Tilsyneladende kompetence

“Tilsyneladende kompetence” refererer til borderline individers tendens til sommetider at forekomme kompetente og i stand til at cope i deres hverdagsliv og til andre tider at opføre sig (uventet for iagttageren) som om, den iagttagede kompetence ikke eksisterede. F.eks. kan et individ udvise en passende gennemslagskraft i sit arbejdsliv, hvor hun føler sig sikker og oplever kontrol, men er ude af stand til at skabe gennemslagskraft i sine nære personlige forhold, hvor hun mindre føler at have kontrol. Impuls-kontrol som fungerer i terapeutens klinik, kan muligvis ikke generaliseres til andre omgivelser uden for klinikken. En klient som forekommer at være i en neutral eller endda positiv stemning, når hun forlader en terapisession, kan ringe terapeuten op timer senere og rapportere om ekstreme ubehag som følge af sessionen. Flere ugers eller måneders glimrende coping med livets problemer, kan følges af en krise og adfærdsmæssig retræte til ineffektiv coping og ekstrem emotionel dysregulering. En evne til at regulere affekt og udtryk i visse sociale situationer, kan synes totalt fraværende i andre situationer. I mange tilfælde udviser borderline individer glimrende interpersonelle færdigheder og er ofte gode til at hjælpe andre med at løse deres problemer i livet, alligevel kan de ikke anvende de samme færdigheder i deres eget liv.

Ideen til mønsteret af tilsyneladende kompetence fik jeg under arbejdet med en af mine patienter, som jeg vil kalde Susan. Susan var system-analytiker for et stort firma. Hun ankom velklædt til terapien, havde en sympatisk adfærd, var humoristisk og fortalte at hendes faglige præstationer på arbejdet blev vurderet som gode. Gennem nogle måneder blev hun ved med at bede mig om råd om, hvordan hun skulle håndtere interpersonelle problemer med sin chef. Hun forekom dog meget kompetent i forhold til interpersonelle forhold, og jeg var overbevist om at hun besad de nødvendige færdigheder. Så jeg blev ved med at forsøge at analysere hvilke faktorer, der hindrede hende i at anvende de færdigheder som jeg antog, at hun allerede havde. Hun fortsatte med at hævde, at hun simpelt hen ikke kunne forestille sig, hvordan hun skulle få talt med sin chef om visse forhold. Selv om jeg stadig troede, at hun besad de nødvendige færdigheder, foreslog jeg en dag i frustration og udmattelse, at vi gennemførte et rollespil, om hvordan en bestemt situation skulle håndteres. Jeg spillede hende og hun spillede sin chef. Efter rollespillet udtrykte hun stor overraskelse over, hvordan jeg havde håndteret situationen. Hun bemærkede, at hun simpelt hen aldrig havde tænkt på den måde at gribe problemet an på. Hun indvilgede beredvilligt i at kontakte sin chef og bruge den metode, som jeg havde anvist. Næste uge rapporterede hun om succes. Dette forløb beviste bestemt ikke at Susan ikke havde de nødvendige evner inden vores rollespil. Måske blev der gennem rollespillet angivet informationer om de sociale regler for adfærd i relation til chefer; måske gav jeg hende simpelt hen “tilladelse” til at bruge evner, som hun allerede besad. Men jeg kunne ikke afvise muligheden af at jeg havde insisteret på, at Susan havde evner, som hun faktisk ikke havde i den situation, hvor hun havde brug for dem.

En række faktorer synes at være ansvarlige for den tilsyneladende kompetence hos mange borderline individer. For det første er individets kompetence ekstremt variabel og betinget. Som Milton (1981) har påpeget, er borderline individet “Stabilt ustabil”. En iagttager vil dog forvente at kompetencer, som udtrykker sig under visse omstændigheder, kan generaliseres og udtrykkes i andre (for iagttageren) tilsvarende omstændigheder. For borderline individet lader sådanne kompetencer sig dog ofte ikke generalisere. Data angående situations-specifik indlæring påpeger at generalisering af adfærd over forskellig situationelle sammenhænge i mange tilfælde ikke kan forventes (se Mischel, 1968, 1984, for en gennemgang). Noget som gør borderline individer specielle, er indflydelsen fra stemnings-afhængig indlæring kombineret med situations-specifik indlæring. Adfærdsmæssige evner, som individet har i én stemning, har hun typisk ikke i en anden. Hvis individet yderligere har meget lidt kontrol over sine emotionelle tilstande (hvilket må forventes for personer med manglende emotionel regulering), så har hun i alle praktiske henseender meget lidt kontrol over sine adfærdsmæssige færdigheder.

En anden faktor, som indvirker på den tilsyneladende kompetence, har at gøre med, at borderline individet ikke klart afslører sin sårbarhed over for de signifikante mennesker i hendes omgivelser, inklusive terapeuten. Somme tider vil borderline individet automatisk hæmme nonverbale udtryk for negative emotionelle oplevelser, selv når disse udtryk er passende og forventes. Således kan hun opleve indre kaos og psykisk smerte, mens hun signalerer en tilsyneladende ro og kontrol. Hendes optræden virker ofte kompetent og signalerer, at hun føler sig veltilpas og behersket. Den kompetente optræden støttes ofte af, at borderline individet overtager og udtrykker omgivelsernes antagelse, nemlig at hun generelt og konstant er kompetent i forhold til de fleste situationer. I én stemning eller kontekst vil individet have vanskeligt ved at forudsige sin adfærd i andre tilstande og situationer. Den smilende og kompetente facade bliver af andre let forvekslet med en præcis afspejling af en vedvarende realitet under alle eller de fleste omstændigheder. Når individet i en anden emotionel tilstand eller situation signalerer hjælpeløshed, vil iagttageren ofte tolke denne adfærd som forstilt hjælpeløshed for at få opmærksomhed eller for at frustrere andre.

Hæmningen af negative emotionelle udtryk stammer sandsynligvis fra påvirkningen af social indlæring i forbindelse med at blive opdraget i et invaliderende miljø. Som det er blevet beskrevet i kapitel 2, vil invaliderende miljøer belønne hæmningen af udtryk for negative emotioner. Der lægges vægt på præstationer, personlig kontrol og opretholdelsen af en smilende facade i tilfælde af modgang.  For at gøre ondt jo værre er de fleste borderline klienter ifølge mine erfaringer ikke klar over, at de ikke giver udtryk for deres sårbarhed. Én af to ting kan være tilfældet her: Enten fortæller individet sommetider, at hun er i vanskeligheder, uden at hendes non-verbale signaler bekræfter dette budskab. Eller klienten kan diskutere et for hende meget følsomt emne og opleve intens negativ affekt, men uden på nogen måde at udtrykke oplevelsen af denne affekt (verbalt eller nonverbalt). I begge tilfælde tror klienten typisk, at hun har kommunikeret klart og tydeligt. I det første tilfælde tror hun, at en simpel beskrivelse af, hvad hun føler, uafhængigt af nonverbale udtryk, er tilstrækkelig. Hun er måske ikke klar over, at det nonverbale budskab er i modstrid med det verbale. I det andet tilfælde tror klienten, at konteksten i sig selv er tilstrækkeligt sigende. Og dog opleves det som regel meget pinefuldt for individet, når det ikke lykkes for modparten at forstå budskabet. Det er dog meget forståeligt, at dette går galt, da de fleste mennesker i tilfælde af modstrid mellem det verbale og det nonverbale udsagn stoler på de nonverbale frem for de verbale signaler.

Jeg har haft patienter som roligt og i normalt tonefald – næsten henkastet – fortalte, at de var så deprimerede, at de overvejede at begå selvmord. Eller en patient kan fortælle om en forudgående afvisning og påstå, at hun føler sig rasende over tabet i et tonefald så afslappet, som talte hun om vejret. En af mine patienter, som var enlig og som vejede mere end normalt for kvinder på hendes alder, ville uundgåeligt blive ekstremt fortvivlet, når hun talte om sin vægt eller sin ægteskabelige status. Men jeg ville aldrig have fundet ud af det, hvis ikke det var for emnet. Faktisk gav patienten en så overbevisende fremstilling af den feministiske sag, at jeg let kunne have troet at hun havde mestret sin kulturelle påvirkning i disse forhold. Diskussioner af seksuelt misbrug har ofte den samme virkning.

En tredje faktor, som kan influere på den tilsyneladende kompetence, har at gøre med borderline individets reaktion på interpersonelle forhold. Den typiske klient, som jeg arbejder med, synes at have tilgang til emotionel og adfærdsmæssig kompetence i to tilfælde: Enten hvis hun befinder sig i fysisk nærvær af et støttende og omsorgsfuldt individ, eller hvis hun oplever at befinde sig i et trygt og støttende forhold til en signifikant anden person, selv når denne person ikke er fysisk til stede. Dette er måske grunden til at borderline individet kan forekomme så kompetent sammen med sin terapeut; som regel er terapeuten et omsorgsfuldt og støttende individ. Det er derimod sjældent, at det terapeutisk forhold opleves  som trygt og stabilt. Således reduceres indflydelsen, når terapeuten ikke er til stede. Selvom dette muligvis skyldes en mangel i den stemningsfremkaldende erindring, sådan som Adler (1985) foreslår, kan det også have at gøre med den gernelt mere usikre karakter af det terapeutiske forhold.  Terapeutiske forhold er nemlig defineret ved det faktum, at de ikke varer ved. For mange borderline patienter afbrydes de i utide og abrupt. Den godgørende virkning af forhold er selvfølgelig ikke enestående for borderline patienter – vi klarer os alle bedre, når vi har stabile, støttende sociale netværk (se Sarason, Sarason & Shearin, 1986, for en gennemgang). Forskellen er størrelsen af ændringen af borderline patientens evner i og uden for støttende forhold.

Det er ikke klarlagt, hvorfor interpersonelle forhold har så stor effekt på disse individer. En del forskellige faktorer kan vise sig at være vigtige. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan social indlæring kan forklare fænomenet. Hvis et barn belønnes for at være kompetent og glad, når der er andre mennesker tilstede og sendes væk i ensomhed, når det opfører sig anderledes, så synes det plausibelt, at det lærer at udvise kompetence og glæde i selskab med andre mennesker. For et individ som mangler selv-regulering og derfor baserer sig på regulering fra omgivelserne, kan det at være alene blive yderst farefuldt. Den angst, som kommer af ikke at have adgang til et støttende forhold, kan forstyrre personens emotioner tilstrækkeligt til at starte en negativ affekt-cyklus, der før eller siden vil nedbryde den kompetente adfærd. Det velkendte fænomen, at præstationer øges ved tilstedeværelsen af andre individer (Zajonc, 1965), kan muligvis desuden simpelt hen virke stærkere for borderline klienter.

Den tilsyneladende kompetence kan narre andre, inklusive terapeuten, til at tro, at borderline individet er mere kompetent end hun i virkeligheden er. Afvigelsen mellem det tilsyneladende og det faktiske sikrer, at omgivelsernes invalidering fortsætter i det uendelige. Fraværet af den forventede kompetence tilskrives manglende motivation, “at hun ikke forsøger”, skuespil, manipulation og andre faktorer, som afviger fra individets fænomenologiske oplevelse. Således er konsekvensen af dette borderline syndrom, at det støtter terapeuten og andre i at “beskylde offeret” og gør dem blinde for klientens behov for hjælp til at lære nye adfærdsmønstre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *