Vrede og borderline personlighedsforstyrrelse

Vrede og borderline personlighedsforstyrrelse

 

Vrede og borderline personlighedsforstyrrelse

Vanskeligheder med vrede har været en del af definitionen af BPD i alle versioner af DSM siden 1980. I den psykodynamiske tankegang (d.v.s. i Kernbergs teorier. Se Kernberg, 1984) antages overskud af fjendtlig affekt at være en grundlæggende ætiologisk faktor i udviklingen af BPD. Meget af den nuværende behandling sigter på at tolke adfærden i lyset af den antagne skjulte fjendtlighed og de aggressive intentioner. En fremstående psykoanalytiker fortalte mig engang at alle opkald fra klienter til terapeuters privat-telefon er udtryk for aggression. Næsten hver gang jeg viser en videooptagelse af en terapisession med en af mine patienter, tolker nogen blandt publikum en patients tavshed, tilbagetrækning, eller passivitet som aggressive angreb på mig. Patienter i vores gruppeterapi diskuterer ofte deres vanskeligheder med at overbevise andre psykiatriske personaler om, at deres adfærd – eller i hvert fald noget af den – ikke er udtryk for vrede eller fjendtlige følelser.
Klart nok spiller oplevelsen af vrede og fjendtlig/aggressiv adfærd en væsentlige rolle i BPD. Men fra mit perspektiv er andre negative emotioner, f.eks. sorg, depression, skyld, skam, ydmygelse, frygt, angst og panik lige så vigtige. Det forekommer indlysende, at en person, som er emotionelt intens og som har generelle vanskeligheder med at regulere sine emotioner, vil have specifikke problemer med vrede. Men om al eller næsten al borderline adfærd tolkes som udtryk for vrede, forekommer mig at afhænge mest af, hvem der tolker adfærden, snarere end af selve adfærden eller dens motivation.Ofte bliver adfærd tillagt fjendtlige intentioner alene på grundlag af adfærdens destruktive konsekvenser. Hvis adfærden er frustrerende eller generende for terapeuten, må klienten have dette i sinde – hvis ikke bevidst, så ubevidst. Selv om jeg ikke har nogen data som belæg for denne pointe, tænker jeg sommetider over om ikke tendensen til at antagelser om vrede og aggression i stedet for frygt og desperation er udtryk for observatørens køn. En af de få virkelige kønsforskelle er, at mænd er mere aggressive end kvinder (maccoby & Jacklin, 1978). Måske er mænd også mere tilbøjelige til at se aggressive intentioner. De teoretikere, som har fremsat teorier om vrede og coping i forhold til fjendtlige motiver, som værende det centrale for forståelsen af BPD er selvfølgelig mænd. (f.eks. Kernberg, Gundersen, Masterson).
Det meste af den borderline adfærd, der tolkes som stammende fra fjendtlige motiver og vrede, stammer ifølge mine erfaringer i virkeligheden fra frygt, panik, håbløshed og desperation. (Dette svarer til Masterson´s [1976] synspunkt, at frygt for at blive forladt ligger bag megen af borderline psykopatologien. Den patient som på en af mine videooptagelser er tavs, tilbagetrukket og passiv, kæmper ofte for at kontrollere panikanfald, som omfatter (ifølge hendes senere beskrivelser) kvælningsfornemmelser og dødsangst. Selv om selve panikreaktionen kan stamme fra den oprindelige, rudimentære oplevelse af vredes-følelser, vredes-tanker eller fysiologisk affekt,betyder dette ikke, at den efterfølgende adfærd per definition er fjendtligt ment. Således kan en sådan tolkning skabe en selvopfyldende profeti, specielt hvis den bliver brugt usmidigt.
Selv om problemer med vrede og vredesudtryk kan være udtryk for mere generel emotionel intensitet og emotionel dysregulering, kan de også være konsekvenser af andre dysregulerede negative emotionelle tilstande. Negativ affekt og ubehag af enhver art kan aktivere aggressions-relaterede følelser, handle-tendenser, tanker og erindringer. Leonard Berkowich (1983, 1989, 1990) har foreslået en kognitiv-neoassociationistisk model af dannelsen af vrede. Den grundlæggende idé er, at som et resultat af forskellige genetiske, indlærte og situationelle faktorer, vil negativ affekt og ubehag aktivere et associativt netværk af oprindelige og rudimentære oplevelser af frygt og vrede. Efterfølgende højere ordens kognitiv bearbejdning af den indledende ubehagelige oplevelse og affekt kan så give anledning til den fulde udvikling af følelsen og oplevelsen af vrede. Ifølge Berkowich er vrede og udtryk for vrede således sandsynlige konsekvenser af (snarere end årsager til) en mere generaliseret emotionel intensitet og dysregulering af negative emotionelle tilstande. Han gennemgår en rimelig mængde data for at demonstrere, at andre negative emotionelle tilstande og ubehag end vrede kan resultere i vredesfølelser og fjendtlige holdninger. På linie med dette synspunkt har Berkowich skrevet, at “lidelser sjældent er ophøjende. Det er det usædvanlige individ iblandt den almindelige menneskehed, hvis karakter forbedres som resultat af aktuelle smertefulde eller bare ubehagelige oplevelser… Når [alle] mennesker har det slemt, er de alt for tilbøjelige til at have vredesfølelser, fjendtlige tanker og erindringer og aggressive tendenser” (Berkowich, 1990, p. 502).
Ureguleret vrede og udtryk for vrede kan selvfølgelig skabe alle mulige vanskeligheder i livet. Dette kan specielt være tilfældet blandt kvinder, for hvem selv milde udtryk for vrede kan fortolkes som aggression. F.eks. kan adfærd, som betegnes som “bestemt” hos mænd, blive betegnet som “aggressiv” hos kvinder (Rose & Tron, 1979). Opfattelsen af vrede hos modparten kan fremkalde vrede gengældelsesaktioner – vrede avler vrede – og således kan en ond cirkel af interpersonelle konflikter starte. Afhængigt af ens tidligere indlæringshistorie, kan følelsen af vrede i sig selv blive oplevet som så uacceptabel, at dette afføder flere emotionelle reaktioner, f.eks. skam og panik. Disse emotioner kan selv bidrage til mere vrede og dermed øge pinen yderligere. Eller der kan udvikle sig forsøg på at blokere for vredens udtryk og hæmme den emotionelle reaktion. Med tiden kan et mønster af hæmmede reaktioner og overkontrol af vrede blive den foretrukne måde at reagere på vredes-provokerende situationer på. Passiv og hjælpeløs adfærd kan være følgen. Jeg vil senere i dette kapitel behandle spørgsmålet om den respektive værdi af henholdsvis direkte vredesudtryk og hæmning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *